Historie
Andelsboligforeningen Livjægergade 27-29/Willemoesgade 58-58E (AB Williv) blev stiftet den 17. oktober 2017.
Ejendommen er opført i 1889, og bestod på stiftelsestidspunktet af 56 andele (heraf 2 erhvervslejemål). Placeret i Danmarks ældste villakvarter, Rosenvænget, midt i indre Østerbros grønne oase, kan man ikke ønske sig en bedre matrikel.
En del af Bogbinderkareen
“Velhavernes kvarter”
Andelsforening midt i Rosenvænget – Danmarks første villakvarter
Rosenvænget er et villakvarter på indre Østerbro i København og formentlig Danmarks ældste villakvarter, grundlagt 1857.
Kvarterets udstrækning begrænses omtrent af gaderne Rosenvængets Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og Ved Vænget.
I 1863, da første generation af huse stod færdig, blev Rosenvænget beskrevet i Illustreret Tidende, der betegnede kvarteret som “Byens smukkeste Kvarteer”
Kunstnere, musikere, erhvervsfolk, embedsfolk og militærfolk
Villaerne og de grønne, landlige omgivelser appellerede til borgerskabet. Beboere i kvarteret var blandt andre højtrangerede erhvervsfolk, ingeniører, en højesteretspræsident, militærfolk og vigtige embedsmænd. Også tidens kunstnere flyttede til Rosenvænget; en lang række kendte danske malere, komponisten JPE Hartmann (en af Danmarks betydeligste komponister), skuespillerinden Johanne Luise Heiberg (Fru Heiberg), den store danske pianofabrikant Frederik Møller (bl.a. Direktør for Hornung og Møller) m.fl.
Rosenvænget før villaerne
I sidste halvdel af 1700-tallet lå der på området gården Rosenvenge, landstedet Rosendal og det tilhørende Rosenengen.
Indre Østerbro i dag
Indre Østerbro ligger i den nordøstligste del af Københavns Kommune og støder op til bydelen Nørrebro mod vest, bydelen Indre By mod syd og bydelen Østerbro mod nord. Mod øst ligger Søndre Frihavn og Langelinie med udsigt over Øresund. Bydelens areal er 6,76 km², og den har et indbyggertal på 46.095 og en befolkningstæthed på 6.817 beboere pr. km².